Udforsk og forstå ansigtsgenkendelse ved at åbne for den skjulte matematik

Ansigtsgenkendelse er en teknologi eleverne kender og anvender. Eleverne arbejder med en selvvalgt problematik i forskellige faser fra simpel matematisk modellering til programmering. Forløbet kan styrke elevernes kritiske stillingtagen og de kan bruge matematikken til at åbne og forstå en samfundsrelevant teknologi.
📖 Matematik✎ 2.g (både A- og B-niveau)🕓 4-6 moduler á 90 minutter

Dette forløb fokuserer på ansigtsgenkendelse, som er en teknologi eleverne allerede kender. Forløbet sigter mod at koble matematik og teknologiforståelse gennem en kombination af geometrisk analyse og kritisk tænkning, hvor eleverne bruger matematik de allerede kender til at forstå ansigtsgenkendelse. Eleverne skal arbejde projektorienteret og undersøge en selvvalgt problematik ift. ansigtsgenkendelse.

Forløbet er opbygget af tre faser. I fase 1 starter eleverne med en ”forsimplet” matematisk tilgang, hvor de finder karakteristiske forhold i ansigter ved brug af papir/blyant/lineal. I fase 2 arbejder eleverne med GeoGebra, hvor eleverne arbejder videre med tilgangen, og samtidigt og så plotter og laver mindre beregninger. I fase 3 stifter eleverne bekendtskab med programmering med udgangspunkt i to modeller: facial landmarks og convolutional neural networks. Programmeringsdelen er støttet af Jupyter Notebooks, som er et onlinemiljø, der kunne ligne en blanding af Google Docs og Maple Worksheets, hvor eleverne kan skrive almindelig tekst og skrive/eksekvere kode direkte i dokumentet.

Eleverne arbejder med deres selvvalgte problematik på tværs af de tre faser. Det kan fx være køn, alder eller brug af plastikkirurgi. Til slut præsenterer eleverne deres arbejde på plancher.

Forløbet i trin

Fase 1:  Udforskning af ansigter ved brug af papir/blyant/lineal.

Fase 2:  Brug af GeoGebra til videre udforskning, opmåling og beregning.

Fase 3: Programmering med udgangspunkt i to modeller: facial landsmarks og convolutional neural networks.

Udviklere

Mikkel Rønne, lærer, Gefion Gymnasium (idé)
Morten Misfeldt, professor, Københavns Universitet
Morten Aagaard Schultz, ph.d.-studerende, Københavns Universitet
Cecilie Carlsen Bach, postdoc, Københavns Universitet

  1. Elevmaterialer (word, 14 sider)
  2. GeoGebra 6.0
  3. Hjemmesiden ansigter.tfprojekt.dk med aktiviteter og link til colab til modul 3 og 4
  4. Videoer (to styk til forklaring af de to modeller)